Flugten (2009)

Instruktør Kathrine Windfeld har et svagt punkt for actiongenren, og her springer hun for første gang med hovedansvaret ud i dén lyst.
 

Dufter af biljagt

Og det er med en filmatisering af Olav Hergels roman, "Flygtningen", der i publikums-salgsøjemed er blevet omdømt til "Flugten", der ligesom dufter lidt mere af biljagt og gemmeleg end asylcentre og etnicitet. Journalisten Rikke tages som gidsel af Taleban i Afghanistan. Alt tyder på, at hun stille og roligt vil få hugget lemmerne af et efter et, til hun kun har hovedet tilbage, men så får hun uventet hjælp fra en af gidseltagerne.

Røven på komedie
Det er teenageren Nazir, der har fået kolde fødder og dårlig samvittighed, og selvom Rikkes befrielse iscenesættes som en decideret flugt, får Nazir alligevel røven så meget på komedie, at også han hen ad vejen må flygte - med kurs mod Danmark, hvor han håber, at Rikke vil hjælpe. Rikke får status af heltinde, da hun vender hjem til pressen, men denne status bliver selvsagt kompromitteret, da det kommer frem, at flugten fra Taleban var en ung mands værk.

Potent internationalt
Det potent internationalt højaktuelle plot krydres med hjemligt mere jordnære sidehistorier, hvor Rikke hurtigt snaver med sin ekskæreste, der hermed ødelægger sin nye status som kernefamiliefar.

Tryk på kedlen
"Flugten" besidder en vis spænding i sit elementære drive. Her er tryk på kedlen, og stemplerne presses i bund. Men det er samtidig i en fortællestil, der konstant blankpoleret viger uden om muligheden for dybde, ægthed, autenticitet og sensitivitet.

På overfladen
Hysterisk musikunderlagt (komplet med ’orientalsk’ klagende toner når vi er i Mellemøsten) og med saftig kameraføring og klipning forbliver filmen helt og aldeles på overfladen.

Falsk tone
Og det hjælper ikke stort på filmoplevelsen, at Iben Hjejle har problemer med at ramme tonen. Lidt bedre går det for den unge Faegh Zamani, der i de mest vellykkede scener har en vis gennemslagskraft.