De røde heste (1968)

    En nyuddannet landmand med kærestesorger overtager en gård i krise og forelsker sig i gårdens arving.


    VELORDNET OUTSIDER

    Morten-Korch-filmene:
    De røde heste (1950)
    Mosekongen (1950)
    Det gamle guld (1951)
    Det store løb (1952)
    Fløjtespilleren (1953)
    Flintesønnerne (1956)
    Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
    Det skete på Møllegården (1960)
    Der brænder en ild (1962)
    Kampen om Næsbygaard (1964)
    Næsbygaards arving (1965)
    Krybskytterne på Næsbygård (1966)
    Brødrene på Uglegaarden (1967)
    De røde heste (1968)
    Manden på Svanegaarden (1972)
    Fætrene på Torndal (1973)
    Sønnen fra Vingården (1975)
    Affæren i Mølleby (1976)
    Fruen på Hamre (2000)

    Filmselskabet ASAs sidste indskud udi Morten Korch-filmatiseringer blev denne tro genindspilning af den allerførste film fra 1950, De røde heste.

    Positiv overraskelse
    Generelt sablet ned og ikke anset for stort andet end makværk overrasker Annelise Meineches genindspilning ualmindeligt positivt i en nutidig og Korch-perspektiveret optik.

    Ambitiøs & afdæmpet
    For filmen er meget langt fra så dårlig som sit rygte. Den er tværtimod mere ambitiøs og afdæmpet end mange af sine slægtninge i den lange række af Morten Korch-filmatiseringer.

    Ole Offor er netop færdiguddannet fra landbrugsskolen, da han får den triste meddelelse, at kæresten Henriette gerne vil slå op. Med oprejst pande møder Ole dog livets næste store udfordring: Gården Enekær er i fare for at blive opkøbt af dyremishandleren Stefan Willers, nu hvor indehaveren ligger for døden, og hans haltende datter Bente ikke er meget bevendt.

    Med sin fars kapital på 50.000 kroner i ryggen går Ole imidlertid frisk til sagen. Med tiden vinder han endda Bentes hjerte, og efter et opgør med snarrådige Stefan Willers, også hele landlivets frihed.

    Ekstravagant fotografering
    Denne moderne udgave af "De røde heste" kan i særlig grad kendes på sin eksplicit ekstravagante fotografering, som den senere instruktør Claus Ørsted stod for.

    Et stærkt virkemiddel
    Det indebærer en nærved episk indfangelse af den landlige idyl, og det er faktisk ikke så dumt tænkt. Ind imellem en kende malplaceret, men som helhed et stærkt virkemiddel over mark og vang, når slagene om kærlighed og fjendskab skal stå.

    Forsigtige budskaber
    Filmen er samtidig meget afdæmpet, sådan at forstå, at den ikke udbasunerer sit intrigant betændte plot, men snarere lader budskaberne strømme ligeså forsigtigt ud til tilskuerens egen fortolkning.

    Velordnet outsider
    Det betyder ikke, at herligheden er renset for hverken vulgaritet eller overdrivelse. Vi er ikke vidner til noget mesterværk. Men i Korch-serien står Meineches film som en velordnet outsider, på en gang stilfuld og nedtonet.

    Stoisk ro
    Poul Reichhardt spiller i denne udgave faderen til den rolle, han selv spillede i den oprindelige film - og det gør han med beundringsværdig stoisk ro i et kærligt portræt.

    Mere finurligt end fjollet
    Også Helge Kjærulff-Schmidt får en fascinerende sympatisk præstation ud af sin rollefigur Mikkel Pind, der former sig langt mere finurligt end fjollet. Så er der mere klassisk idioti over Chr. Arhoffs landsbytosse, men det er forventeligt.

    Hovedrollerne er uortodokst besat af Kjeld Nørgaard og Puk Schaufuss - begge gør en god om end lovligt stiv figur.

    Beundringsværdigt befriet for underlægningsmusik fremstår flere scener med en stor autoritet. Men det er ikke til at gennemskue, om dette har været et kunstnerisk greb eller et resultat af tilfældige valg i efterproduktionen.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017