Spøgelsestoget (1976)

    En broget flok passagerer strander på en lille togstation, efter at nødbremsen er blevet trukket. Nu hedder det sig, at det spøger på stationen.


    ELEGANTE ABSURDITETER

    Skønt langtfra svulmende original udgør denne aparte komedie et fascinerende frikvarter fra den gennemsnitlige samtidige danske filmproduktion.
     

    En herlig atmosfære

    Ideen med at overføre Arnold Ridleys britiske teaterstykke til en dansk komedie falder ikke ubetinget heldigt ud, men dog bærer hele filmen præg af, at alle involverede har været med på idéen - hvilket skaber en herlig atmosfære.
     

    Nødbremsen trækkes..

    Om bord på et herligt gammelt tog er en broget flok passagerer, der alle sættes i stå, da en ukendt gerningsmand trækker i nødbremsen. De vandrer det lille stykke ad sporene til en lille station, hvor stationsforstanderen tager højtideligt imod dem. De må alle forlade området inden midnat, da det spøger på stationen!

    Uret slår 13 slag
    Da det viser sig vanskeligt at forlade området i tide, ender vores brogede flok midt i det uhyggeligt uvisse, da først klokken har slået 12 (selvom den rent faktisk slår 13!). Fra filmens alternative anslag ved togets afgang fornemmer man filmens fremdrift og lyst til at fortælle ad (jernbane-)spor ud over det sædvanlige.

    Farverig handling
    Her møder vi mellem togets lyde og enorme damptåger de personer, der siden skal folde sig ud i den farverige handling.

    Velovervejet
    Og i togets autentiske 1930’er-kabine spiller en dansant kvinde hits på sin rejsegrammofon; i et velovervejet valg, hvor der i filmen til gengæld er meget lidt ikke-diegetisk filmmusik.

    Farverig iscenesættelse
    Da først toget sættes i stå af den ukendte gerningsmand, begynder en sprød komediegyser at tage form i Bent Christensens finurligt farverige iscenesættelse.
     

    Skæve personer

    Her tillades de enkelte skæve personer at træde i karakter i et gennemført kollektivt underspil, fra Axel Strøbyes funklende tyske (von Stroheim-inspirerede) chauffør over Kirsten Walthers pelsklædt vidunderlige Juliane de Preiss til Clara Østøs drikfældige fru Bunsen.
     

    Flere fine præstationer

    Med til historien om de fine præstationer hører også Preben Kaas’ hustler Richard Winther og Bjørn Puggaard-Müllers stationsforstander. Otto Brandenburg og Lars Lunøe udgør tavst hemmelighedsfulde skygger i periferien; deres identitet afslører Dirch Passers ujævnt serverede Theodor Thönder i filmens Agatha Christie-lignende slutscene.

    Fin æstetik
    "Spøgelsestoget" overrasker med sin elegante stil, hvor Henning Kristiansens fotografering indrammer begivenhederne i en fin æstetik. Og hele filmens stemning er tilsvarende ukonventionel - i al sin absurde volumen. Her skinner forfatterparret Leif Panduros og Bent Christensens skarpe pen igennem.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019