Forellen (1942)

    En barmhjertig hustru til en bankfuldmægtig, der har taget af kassen, går tiggergang blandt gamle bejlere, som hun ikke har set i over 25 år.


    OVERMÅDE TEATRALSK

    Ligesom Lauritzen/O’Fredericks’Familien Olsen (1940), kredser Emanuel Gregers’ "Forellen" om den dårlige samvittigheds tyngende åg - et tema, der var populært i dansk film under krigen.

    Den barmhjertige hustru
    Bodil Ipsens Clara Møller er den barmhjertige hustru til Emanuel Gregers’ bankfuldmægtig (hans sidste skuespillerpræstation), der har taget af kassen og nu har til kl. 12 næste formiddag, hvis han skal nå at lægge pengene tilbage inden revisionen.

    Tiggergang
    Nu går Clara tiggergang blandt sine gamle bejlere og musikalske partnere, som hun ikke har set noget til i over 25 år, og hun er tæt op at sælge sig selv til Elith Pios sleske direktør Strøm.

    Man tager sin straf
    Men i sidste øjeblik indser både hun og gemalen (heldigvis), at det er mere værd at tage sin straf og starte på en frisk end at blive betalt ud af en beregnende og nedladende rigmand.

    Ekstraordinært teatralsk
    Hverken det ekstraordinært teatralske skuespil fra både Gregers og Ipsen eller den tamme studieiscenesættelse gør filmen noget godt. Snarere trækkes oplevelsen fra start ned i et dynd, hvor det frygtelige og uoprettelige dyrkes som en døende plante.

    Selvsmagende scener
    Det former en nærved endeløs række af selvsmagende scener, hvor den ene overdrivelse er mere stiv og ubarmhjertig end den anden. Claras rundtur til først Ejner Federspiels bibliotekar Isberg, siden Aage Fønss’ teaterskuespiller Langhoff og altså endelige Pios direktør Strøm har ikke den fjerneste dramatiske effekt. Andet end altså den overdramatiske, og den er ikke køn.

    Ubegribeligt langsomt
    Mange scener foregår i et ubegribeligt langsomt tempo, der kunne have klædt en bedre film, men i "Forellen" bliver dræbende. De fleste af scenerne står som et plus musikløse hen, og når musikken optræder, er det for det meste en del af handlingen.

    Ingen fremdrift
    Claras fortid som medspiller i et kammermusikensemble vækkes til live af Kai Normann Andersens mange arrangementer af klassisk musik. Men nogen egentlig effekt for filmens fremdrift har de ikke.

    Positiv samtidskritik
    Samtidens kritikere var anderledes begejstrede over Emanuel Gregers’ filmarbejde: "Smuk kunstnerisk Film paa Nordisk", "Lødigt Filmarbejde", "Effektfuld og alvorlig dansk Film" og "Udmærket og velspillet dansk Film", lød det.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017