Tak fordi du kom, Nick (1941)

    Da en overklassefrue alene hjemme lukker en arbejdsløs ind i sit hjem er det i et håb om at få lidt fut i den hjemmegående kedsomhed.


    TAM & UTROVÆRDIG KOMIK

    Svend Methling iscenesatte her med store anmelderroser dramatikeren Kjeld Abells manuskript om en bourgeoisifrue, der føler sig ligeså arbejdsløs, som den forhutlede mand, hun lukker ind fra gaden for at få lidt spænding i hverdagen.

    Led i et opsving
    "Tak fordi du kom, Nick" fik premiere året efter tyskernes besættelse af Danmark, og indgår således i pakken af film med manglende konkurrence udefra. De fem år formede på flere niveauer et uventet opsving for dansk film, og anmelderne var begejstrede:

    Positive anmeldere
    "Vittig Dialogfilm med Charme", "Dansk Film i internationalt Format. En stor og glæde dansk Filmbegivenhed", "Et fikst og elegant moderne Lystspil med socialt moraliserende Undertone" og "Abell-Methling-Filmen blev kunstnerisk Sukces", kunne man læse i dagbladene i 1941.

    Trevler ud
    Særligt starten blev fremhævet: "Fem-og-tyve Minutter sætter skel i dansk Film. Historien bliver herefter et udtrevlet tyndt Væv, der kun holdes sammen af tre velsammenspillende dygtige Kunstnere og par morsomme Paahit".

    Tam & utroværdig
    Der er da også takter i retning af at ville noget lidt andet end den samtidige gennemsnitskomedie. Og det kan være, at man bliver fanget ind af fornyelsens stemning i den nævnte indledende halve time. Men helt generelt må man desværre konstatere, at filmen er både tam og utroværdig.

    Skåret ud i pap
    Den meget lineære historie bliver skåret ud i pap fra begyndelsen, og det er i hvert fald ikke overraskelsen, der præger billedet. Studiefilmen er snarere tør i sin reelle komik og ufrivilligt komisk i sit tiltænkt samfundsmoralske sidetema.

    Mystificerende indledning
    Begivenhederne fortælles i lange flashbacks med udgangspunkt i den for samtidspublikummet mystificerende og tankevækkende indledning, hvor Karen Nellemoses fru Herbert og Sigfred Johansens Nick følges om bord i et aftentog af Gunnar Laurings direktør Herbert.

    Skoene på i sofaen
    Snart kommer vi lidt tilbage i tiden, hvor fru Herberts småsnobbede hjemmegående overklassedame spotter "en arbejdsløs" uden for sit hus. Det er Sigfred Johansen, der skal til at banke på, og han ligner i parentes bemærket på intet tidspunkt "en arbejdsløs". Ikke desto mindre smider han lidt senere fødderne op med sko på i fruens sofa!

    Hjemmegående kedsomhed
    Fru Herbert får ved det uventede besøg et tiltrængt afbræk fra sin hjemmegående kedsomhed, og hun varter op og byder nok også op til en mindre erotisk dans i direktørens fravær.

    Fænger aldrig
    Hele handlingen foregår indendørs med ganske få udendørsperspektiverende klip, og det fordrer en fænomenalt indfangende historie at holde interessen fanget. Dén får vi desværre ikke, og tilbage er det filmiske samvær med primært Nellemose/Johansen, der nok slår et par fine gnister men som aldrig rigtig fænger.

    Ikke meget musik
    Erik Fiehns musik lægger ud med et kækt tema under forteksterne. Herefter er der faktisk stort set ingen musik under handlingen - et plus for perceptionen, og det ville have været virkningsfuldt, havde der været nerve i plottet.


    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019