The Fear [1. Season] (2012)

    En hårdhudet Brighton-mafialeder med familien som håndlangere må langsomt forsøge at forlige sig med en fremskreden demenssygdom.


    ANGSTENS KNYTNÆVE

    Denne komprimerede britiske krimiserie på fire episoder fortæller en rå og psykologisk krybende historie med et begavet twist udi det uforudsigelige vanvids tåger.

    Brightons overhoved
    Oplev Peter Mullan i en glansrolle som den kriminelle mafialeder, Richie Beckett, der holder Brightons bedre borgerskab og kriminelle underverden i et stramt greb.

    Mister fatningen
    Sammen med sin familie har han længe styret byen, og ingen har hverken evnet eller turdet sige Becketts imod. Men da Richie langsomt begynder at miste fatningen, øjner en fremmed bande muligheden. Richie er langsomt men sikkert ved at miste forstanden. Eller rettere, han lider af en fremskreden demens, som det tager ham meget lang tid at acceptere.

    Glemsomhed & forvirring
    Derfor kan han også nå at begå mange fejltagelser, inden han endelig indser, hvad der er ved at ske med ham: "jobbet" som kriminel topchef er ikke nemt at forene med glemsomhed og forvirring.

    Afmagt
    "The Fear" går til denne raffinerede historie med en overvejende kvik indfaldsvinkel. Richies sygdom spiller en større og større rolle og kommer til udtryk i forskellige tekniske virkemidler, der forsøger at forstærke følelsen af afmagt.

    Indre kaos
    Uden deciderede overdrivelser forfines det indre kaos således gennem mange ultranærbilleder af Richie; hans mund og øjne. Og kryptisk del-slørede billeder illuderer virkningsfuldt den perspektivforvirring, der foregår bag facaden.

    Flot mentalt billede
    Der er lidt for meget støj og musik som delt afsender i et ellers flot mentalt billede på Richies tilstand, men generelt er serien begavet og tankevækkende gennem fire stærke episoder.

    Sammensat hovedrolle
    Peter Mullan spiller den krævende og ud over det sædvanligt sammensatte hovedrolle med stærk intensitet. Sønnerne Matty og Cal udfyldes indsigtsfuldt af hhv. Harry Lloyd og Paul Nichols, mens Richies komplekst empatiske ekskone spilles virkelig flot af Anastia Hille.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2012, Storbritannien, Krimi, Thriller, Psykologisk drama, 180 min.

    Dansk titel: The Fear [1. sæson] (tvs)
    Instr: Michael Samuels Prod: Tim Bricknell Manus: Richard Cottan Foto: Gavin Finney Klip: David Blackmore, Trevor Waite Mus: Dan Jones
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation