Løgneren (1970)

    En skolelærer på en lille isoleret dansk ø kæmper med sig selv, kærligheden og sine følelser, mens isen smelter, og øen igen kan få kontakt til omverdenen.


    KUNSTNERISKE FRIHEDER

    Instruktør og manusforfatter Knud Leif Thomsen tog sig nogle gevaldige kunstneriske friheder, da han i 1970 fortolkede frit på Martin A. Hansens populære eksistentielle roman, "Løgneren".

    Tro mod forlægget
    Filmens manuskript var i mange henseender tro mod romanforlægget, men der var også helt centrale handlingselementer, der var Thomsens egne. Det var ikke alle twists & turns, han slap lige heldigt fra, men filmatiseringen er alligevel en af de mere interessante fra de tidlige 70’ere.

    Meget smukt anslag
    Det tavse, omhyggelige og forjættende smukke anslag slår tonen an med hypnotiserende virkning. Her fornemmer man tydeligt den kunstneriske retning og indstilling, og håbet er lysegrønt i retning af en dansk filmoplevelse langt over gennemsnittet.

    Velovervejede toner
    Velovervejede toner af først Bach, siden Beethoven (og Bartók) træder i karakter gennem hele filmen, ofte som en del af handlingen, i det vores hovedperson Johannes Vig er glad for at lytte til grammofonplader.

    Vinterisoleret
    Vig er skolelærer og degn på den lille ø Sandø, der er vinterisoleret på grund af tilfrosne farvande. Når ikke han er i skolen, i kirken eller går tur med hunden, sidder Vig ofte og stirrer tomt ud i luften med en drink.

    Tager overhånd
    Snart begynder drikkeriet at tage overhånd, i takt med at den indre forvirring bliver for meget for den midaldrende lærer. Han er forelsket i sin tidligere elev, Annemari, men hun er kær i andre retninger, og tilfældig sex med den mere jævnaldrende Rigmor hjælper ikke Vig på ret mental kurs.

    Teatralsk kammerspil
    Efter den lovende start former Knud Leif Thomsens film sig i stigende grad som et teatralsk kammerspil, der ikke helt kender sin besøgelsestid. De åbenlyse kunstneriske kvaliteter bliver mere villede end naturlige, og filmen forcerer og overfortæller sine budskaber.

    Stikker af fra sig selv
    Hermed går den indledende balance og hvilepuls fløjten, og "Løgneren" stikker af fra sig selv. Det præger filmoplevelsen markant, og man har i stigende grad svært ved at identificere sig med den eksistentielt prøvede Johannes Vig.

    Stiger til vejrs uden retning
    Der er ikke balance i den bagvedliggende psykologi, og dramatikken stiger til vejrs som varm luft uden retning. Desværre står skuespillerpræstationerne heller ikke tilbage med den ønskede pondus, og Frits Helmuth er med sine 39 år lidt for ung til at illudere midaldrende kriselærer.

    Savner puls
    Ann-Mari Max Hansen er fuld af udstråling i sin første større filmrolle, men de seksuelle spændinger får aldrig decideret puls, hverken mentalt eller fysisk.

    Pressen skrev..
    Pressen skrev bl.a.: "Blufærdigt mesterværk", "Et stærkt og sikkert filmværk", "Et højdepunkt i dansk film" og "Forenklet, men billeddejlig". Mere negativt lød det: "En ørkenvandring", "Ingen ånd" og "For fuld af selverkendelser."



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1970, Danmark, Drama, 103 min.

    Dansk titel: Løgneren
    Instr: Knud Leif Thomsen Prod: Bo Christensen, Preben Philipsen Manus: Knud Leif Thomsen Baseret på: roman af Martin A. Hansen Foto: Henning Camre, Claus Loof Klip: Kasper Schyberg