Hell or High Water (2016)

    To texanske brødre kaster sig ud i bankrøverier på stribe men har snart lovens lange arm lige i rumpen. Kan det blive ved med at gå godt?


    CLYDE & CLYDE

    I støvede udkants-texanske landskaber drøner et par brødre rundt fra bank til bank og røver kontanter. Den ene bror er mild og god, den anden hård og samvittighedsløs. En pensionsduelig betjent og hans makker er på sagen, men kan de standse vanviddet, før det går over gevind?

    Har vi set det før?
    Har man hørt denne historie før, og vækker den mindelser om andre film, man måtte have set? Svaret er ja. Det er der for så vidt ikke noget i vejen med, for lagt i hænderne på instruktør David Mackenzie, kan det ikke gå helt galt.

    Metaltræthed
    Men der er alligevel en kende metaltræthed over det bankrøveriske set up og de skøre og skæve personligheder, der er bundet op på det. Så man har svært ved at blive helt igennem indfanget af det dramatiske Clyde & Clyde-univers.

    Højspændte dramaer
    Grundstammen er dog solidt plantet i den amerikanske muld, og rødderne forgrener sig i retning af højspændte små dramaer, som det gerne går, når to uerfarne gutter slår sig op på bankrøveri. Bedst skuespil leveres fra lovens lange arm: Jeff Bridges er uforligneligt raffineret i et skævt og særegent poetisk portræt af den nærved pensionerede Marcus Hamilton - komplet med texansk diktion.

    Velment & kærligt
    Og makkeren Alberto Parker serveres med fint kombineret alvor/humor af Gil Birmingham - de to har et konstant småracistisk spil kørende: velment og kærligt giver det politiarbejdet endnu mere energi.

    Lidt for karikeret
    Mere efter bogen og uden rigtig at bide fra sig er Chris Pine og Ben Fosters bror/bankrøver-samspil; den ene er for glat og pæn, den anden for outreret og karikeret.

    Fotografisk elegance
    Der er scener af stor fotografisk elegance i Giles Nuttgens linser, og man glæder sig særligt over de helt brede landskabstableauer. Langt mere unødvendig og grundlæggende forstyrrende er den kendisskrevne filmmusik (Nick Cave og Warren Ellis har begået country/beat helt efter bogen).

    Musikken tager overhånd
    Tonerne tager overhånd allerede fra allerførste sekund, og selvom der heldigvis er passager af stilhed til at matche den flotte natur og de langsomme spændingsopbygninger, er musikken alligevel alt for dominerende i helheden.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2016, USA, Krimi, Thriller, 102 min.

    Dansk titel: Hell or High Water
    Instr: David Mackenzie Prod: Peter Berg, Carla Hacken, Sidney Kimmel, Julie Yorn Manus: Taylor Sheridan Foto: Giles Nuttgens Klip: Jake Roberts Mus: Nick Cave, Warren Ellis
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Bridges)
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste klipning
    • CAN-N - Un certain regard
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Bridges)
    • GG-N - Bedste manuskript